Miljørisikovurderinger – Hvornår er kemikalier farlige?

‘Er det farligt’ er nok det, som de fleste gerne vil vide, når der udledes kemikalier ud i miljøet (pesticider, tungmetaller, mikroplast osv.). Her har vi ét meget hurtigt svar: Alt er farlig i for store mængder. Tænk bare på vand – vi mennesker kan på ingen måde klare os uden, men vi kan også få en vandforgiftning, hvis vi indtager for meget på for kort tid. Det samme gælder med medicin, nogle mængder kan kurere os, mens andre slår os ihjel. Man får altså ikke meget ud af at spørge om noget er farligt i sig selv; i stedet bør man spørge, om der er en risiko forbundet med den mængde, der bruges/udledes.

Dette leder os direkte til dagens tema: risikovurdering af kemikalier i miljøet (nærmere bestemt vandmiljøet i dette indlæg). Eller sagt på dansk: hvor giftigt er et stof, og hvor meget skal der til, før vi risikerer at påvirke vores miljø? Kender man disse, har man meget bedre mulighed for at passe på vores økosystemer. Man bl.a. kan lave regulering for, hvor meget/lidt der må udledes. Men hvor lidt er ‘lidt nok’?

Se, det er straks lidt sværere at bedømme, for skadeligheden kan varierer alt efter hvad man ser på. Tænk bare på eksemplet med medicin. Doseringen af medicin varierer alt efter patienten; én mængde kan være gavnlig for en patient på 150 kg, men kan være direkte skadelig for et barn på 3 år. 

På samme måde som vi mennesker varierer, varierer naturen også. Her vil der endda være endnu mere spredning, fordi vi ikke alene snakker om forskellige individer, men også forskellige arter. Da man hverken kan teste alle arter, eller individer, har man i stedet udviklet nogle standard-tests, som altid bruges til vurdering af et stofs skadelige effekt. For vandlevende organismer bruges tre overordnede typer af organismer: alger, krebsdyr (ofte vandlopper) og fisk. Hver især repræsenterer en del af økosystemet. Ved at teste på forskellige typer af organismer, kan man afdække hvilke dele af vores natur, der er mest sensitiv for det pågældende stof. Det er selvfølgelig den mest sensitive organisme, der styrer, hvor store mængder man må udlede til miljøet.

Man tester for det

Når man laver toksicitets teste (giftighed), leder man helt konkret efter, hvornår de forskellige organismer oplever en negativ effekt. Ved algerne undersøger man typisk ved hvilke koncentrationer deres vækst hæmmes, og ved krebsdyrene ser man efter om de dør og/eller bliver lammet. For fisk tester man typisk i længere tid, før man kan sige noget om et stofs effekt på fisken (skifter de størrelse, farve, køn, dør de osv.). Hvilken effekt man undersøger, afhænger primært af, hvor længe forsøget varer. Oftest tester man efter de akutte effekter (effekter der opstår på få døgn), da det er billigst at have en kort forsøgsperiode. 

Ved at gentage disse tests i forskellige koncentrationer, kan man stille og roligt danne sig et overblik over, hvordan et stof påvirker organismerne. For at kunne sammenligne forskellige forsøg og kemikalier, leder man som udgangspunkt altid efter den mængde, som påvirker halvdelen af ens testorganismer. 

Men det er da vel ikke acceptabelt, at halvdelen af dyrene, der lever i naturen, dør? Og nej, det er det selvfølgelig ikke. 

Grænseværdier

For at værne om miljøet, sætter man derfor en grænseværdi for hvilke koncentrationer, man må kunne måle i den virkelige verden. Grænseværdien er selvfølgelig ikke helt tilfældigt valgt; man bruger nemlig sin viden fra de førnævnte tests. Grænseværdien sættes helt konkret ved at dividere sin effekt-koncentration med en sikkerhedsfaktor. Typisk bruger man en sikkerhedsfaktor på 1000; dog kan den være mindre, hvis man har tilstrækkeligt med data tilgængelig. Oversat: Hvis man i et forsøg har set en effekt for 50% af test-organismerne ved 50 mg/L, og man bruger en sikkerhedsfaktor på 1000, så må man kunne måle op til 0,05 mg/L af det undersøgte stof i naturen. 

For nogle af de mest problematiske stoffer, kan grænseværdien også være fastlagt ud fra tilgængeligt måleudstyr; man antager, at hvis ikke det kan måles, så er det der ikke. Faktisk blev grænseværdien for pesticider i drikkevand fastsat efter holdningen om, at man død og pine ikke ville kunne spore dem i vandet. Derfor fastsatte man i EU i 80’erne en grænse på 0,1  μg/L (0,0001 mg/L), da dette var det laveste, som måleudstyret kunne finde. 

Grænseværdien siger alene noget om, hvor meget man må kunne måle i naturen. Den siger intet om, hvor meget / hvordan et kemikalie udledes. For at overholde grænseværdien, må man derfor vide noget om, hvor meget der bruges af det pågældende kemikalie. Fører udledningen til en overskridelse af grænseværdien, så har man et problem, og man må derfor mindske udledningen. Er udledningen tværtimod lavere end grænseværdien, så kan vi, groft sagt, godt udlede mere. 

Det som er vigtigt at tage med sig videre er, at grænseværdien er sat for at beskytte os. Det er ikke nødvendigvis et problem, at der findes kemikalier i miljøet. Det er først et problem, hvis de er der i upassende mængder. Desuden er grænseværdien sat med en yderligere sikkerhed igennem sikkerhedsfaktoren. Selvom vi ALTID bør holde os under grænseværdierne, så skal man heller ikke gå i fuldstændig panik, hvis man kun overskrider grænseværdien en lille smule (men hey, lad os da for Guds skyld holde os under!). 

Der er så lige en ekstra krølle. I har måske hørt om dette før, nemlig ‘cocktaileffekten’. Her snakker vi ikke om, at vågne op med gigantiske tømmermænd, fordi man drak vin til forretten, øl til middagen og sluttede aftenen af med tequila. Eller det gør vi faktisk, for det er netop derfra at navnet ‘cocktaileffekten’ kommer fra. Når mange forskellige kemikalier blandes i naturen, er det desværre ikke helt ligetil at vurdere den endelige effekt. Man kan fx frygte, at forskellige kemikalier i ‘harmløse’ koncentrationer kan forstærke virkningen af hinanden, og i stedet være skadelige. Desværre kan man på ingen måde teste alle kombinationer af alle kemikalier (der er over 80.000 registrerede kemikalier), og derfor er grænseværdier i miljøet lavet for de enkelte stoffer alene; virkeligheden er snarere et stort samsurium af alverdens forskellige kemikalier. 

Når alt dette så er sagt, så bliver forskningen hele tiden klogere, og vi ved meget mere nu end vi har gjort før i tiden. I får også lige en opsummering:

  • Alting er giftigt i for store mængder
  • Grænseværdier er faktisk baseret på forskning, omend forskningen ikke altid er virkelighedstro.
  • Desuden er grænseværdier baseret på ‘worst-case-scenario’, så som udgangspunkt er de altid troværdige og på den sikre side.
  • For de grænseværdier, der er baseret på måleudstyr, så bliver de løbende revurderet og skærpet, hvis der er behov for det.
  • Miljørisikovurderinger er baseret på, hvordan naturen reagerer og kan derfor ikke nødvendigvis sammenlignes med grænseværdier for, hvad vi som mennesker bliver udsat. 
  • Dette indlæg har meget lidt om klima at gøre, så det håber vi lige, at I overlever 😉
  • Sofie læser indenfor dette felt og håber derfor på, at man stadig ved tilstrækkelig lidt til at hun er jobsikret i fremtiden 😉

De bedste hilsner 

Kend dit Klima

Karin og Sofie 

Litteratur: 

Vi har til dette indlæg ingen kilder. Vi er vores egne kilder. Dette indlæg er meget indledende, men indenfor lige præcis det felt vi sidder meget med til daglig. Vi tillader os derfor at være vores egne eksperter, men fyr endelig løs med spørgsmål. Hvis vi ikke selv kan svare, så kan vi nok finde en anden, der kan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *